Brandvæsnet fik travlt: To brande på et minut i Silkeborg

Peter A. Sørensen 

Midtjysk Brand og Redning rykkede ud til brand på Nørretorv og på plejehjem

SILKEBORG Midtjysk Brand og Redning og indsatsleder Allan Riisberg måtte lørdag aften ved 19.30-tiden have gang i stort set alt disponibelt mandskab, da der med et minuts mellemrum indløb to brandalarmer i Silkeborg-området.

Første alarm kom fra en etageejendom på Nørretorv i Alderslyst, hvor beboere havde bemærket en brandalarm, der hylede konstant fra en lejlighed. Da der var tale om en etageejendom, udløste dette en større udrykning med brandkøretøjer samt to politipatruljer til eventuel evakuering.

Vel ankommen ved lejligheden, hvorfra alarmen hylede, lukkede en lettere slukøret beboer op og kunne meddele forsamlingen, at der var tale om røg fra madlavning

Eneste indsats var, at man satte en højtryksventilator i gang, så opgangen kunne blæses ren for stegeos.

Næste alarm kom blot et minut senere. Her var det fra plejehjemmet Rødegård på Skærbækvænget i Resenbro. Her blev der igen sat en større udrykning ud, fordi det var et plejehjem.

Der var tale om, at en automatisk brandmelder var gået i gang, og der havde været en meget lille brand.

Der havde været efterladt en notesbog på en kogeplade, og en beboers kørestol havde ramt tænd/sluk kontakten til kogepladen, hvorved der var gået ild i notesbogen.

Men også her var der kun behov for en meget lille indsats fra Midtjysk Brand og Redning.