SIF ånder lettet op: Smittekæden er brudt

Mathias Hove Andersen 

Den seneste testrunde viser ingen nye smittetilfælde i Silkeborg IF

FODBOLD Silkeborg IF har været hårdt ramt af coronavirus den seneste uge, hvor syv spillere, cheftræner Kent Nielsen og holdleder Kasper Jensen alle er blevet ramt af coronasmitte.

Men nu kan den lokale 1. divisionsklub ånde lettet op. Mandag aften foreligger resultatet af den seneste testrunde, og der er ikke konstateret nye smittetilfælde.

- Den resterende del af spillertruppen samt trænere og ledere blev covid-19 testet mandag morgen, og da resultatet forelå sidst på dagen, var der udelukkende tale om negative tests.

- SIF har nøje fulgt protokollerne med det testprogram, der er en del af det. Dagens negative tests viser, at programmet virker helt efter hensigten, og at det er lykkedes at bryde smittekæden, lyder det fra SIF.

Selvom SIFerne måtte se bort fra de syv spillere, cheftræneren og holdlederen, som alle er gået i isolation, lykkedes det at vinde søndagens 1. divisionskamp, hvor Vendsyssel FF blev besejret med 4-1 på Jysk Park.

SIF må også se bort fra de smittede personer til søndagens udekamp mod HB Køge.