Kommunens hjemmeside hacket: Henviste til tyrkisk casino og escort

Søren Nielsen 

Overskrifter på hjemmesiden henviste til uventet indhold. Silkeborg Kommunes it-afdeling er ekstra opmærksomme på hackere i øjeblikket

SILKEBORG Nogen har måske spærret øjnene ekstra meget op, da de klikkede på en overskrift på Silkeborg Kommunes hjemmeside i løbet af mandagen.

Et ret stort antal af overskrifterne på hjemmesiden henviste nemlig til tyrkiske sider for casino og escort-ydelser.

Hacking-koden, og alle de uønskede links, blev hurtigt fjernet fra hjemmesiden, der nu igen virker, som den skal.

- Torsdag i sidste uge registrerede vi første gang, at der var nogen, som havde hacket sig ind på vores hjemmeside. I dag konstaterede vi så, at et ret stort antal overskrifter pegede hen på uønsket indhold, oplyser kommunikationschef Hans Mogensen.

Silkeborg Kommune arbejder nu på at finde frem til, hvordan hackerne har fået adgang til hjemmesiden og sikre, at lignende ikke sker igen.

Kommunikationschefen understreger, at der ikke er personfølsomme oplysninger, som er misbrugt.

- Alt indhold på kommunens hjemmeside er jo i princippet offentligt og ikke person-følsomt. Men alligevel giver sagen grund til skærpet opmærksomhed, konstaterer Hans Mogensen.

Kommunen over nu, om der skal ske politianmeldelse i sagen.