Mand på løbehjul kvæstet af lastbil

SILKEBORG En 27-årig silkeborgensisk mand blev tirsdag kvæstet ved et grimt færdselsuheld i rundkørslen Nordre Højmarksvej/Tietgensvej i Silkeborg.

En 63-årig tysk mand førte en tyskindregistreret lastbil. Han overså den 27-årige mand, da han fra Tietgensvej drejede lastbilen til højre ad Nordre Højmarksvej. Det store køretøj ramte den 27-årige, som i rundkørslen var i færd med at krydse Nordre Højmarksvej.

Manden på løbehjulet fik åbent benbrud. Han blev i ambulance kørt på Viborg Sygehus. Hans kvæstelser var så komplicerede, at han senere måtte overføres til hospitalet i Skejby.

Politiet oplyser, at lastbilchaufføren efterfølgende er blevet sigtet for uagtsom legemsbeskadigelse.