Mand melder sig selv: Var efterlyst for vold mod 13-årig

Søren Nielsen 

Politiet bad offentligheden om hjælp til at finde en mand, som sættes i forbindelse med vold og blufærdighedskrænkelse af en 13-årig pige

SILKEBORG En mand fra Silkeborg-området har nu meldt sig selv til politiet, efter at han mandag eftermiddag blev efterlyst med foto.

Politiet fortalte i forbindelse med efterlysningen, at han er mistænkt for gentagne tilfælde af vold og blufærdighedskrænkelse af en 13-årig pige.

Overgrebene skulle være sket i det offentlige rum i Silkeborg-området.

Ifølge lokalpolitiet har han opført sig som en stalker, altså forfulgt pigen, og det skulle angiveligt have stået på i det meste af 2020.

- Manden valgte selv at henvende sig. Nu skal vi have en meget grundig snak om, hvad han mener, at der er op og ned i sagen, oplyser politikommissær Bent Riber Nielsen, der tilføjer, at sagen skal efterforskes nærmere, og at han derfor ikke har mange yderligere kommentarer.

- Manden er ikke sigtet for noget endnu. Om han bliver det, må den kommende efterforskning vise, konstaterer Bent Riber Nielsen.

I forbindelse med efterlysningen fik politiet en del henvendelser om hans identitet.

- Vi takker borgerne for hjælp i sagen, siger Bent Riber Nielsen.

Den 28. september skrev Midtjyllands Avis om en sag, hvor en ligeledes 13-årig pige fra Bryrup blev forulempet og antastet af en mand ved Bryrup Hallen.

Politiet kan ikke på nuværende tidspunkt afgøre, om der er en sammenhæng mellem de to sager.

Men det er også noget, som politiet skal undersøge nærmere. For manden er nemlig før set på bussen fra Silkeborg mod Bryrup.