Kajakklub bliver igen vært for DM-stævne

Michael Helligsø 

Søsportens Hus og Silkeborg Langsø danner i august 2021 rammerne for maraton-DM i kano- og kajakroning

KAJAK Silkeborg Kajakklub får til sommer endnu en gang ansvaret for at arrangere et stort mesterskab.

Når kajakeliten til august skal fordele DM-medaljerne i kano- og kajakmaraton imellem sig, kommer det til at foregå på Silkeborg Langsø, og den begivenhed ser man frem til i den lokale klub.

- Det er med en enorm stolthed, vi endnu en gang er blevet tildelt et af Dansk Kano og Kajak Forbunds danmarksmesterskaber. Denne gang er det på maratondistancen, hvor Silkeborg Kajakklub har store profiler og stolte traditioner med både europamestre og verdensmestre, lyder det fra Silkebog Kajakklub.

De seneste år har ikke mindst verdensmester Mads Brandt Pedersen og hans unge udfordrer Thorbjørn Rask vist sig frem i toppen af både den nationale og internationale scene.

Ved det seneste DM i august i Maribo vandt Thorbjørn Rask foran sin klubkammerat, men ellers har Mads Brandt Pedersen haft teten i den interne duel i de seneste sæsoner.

Tyvstart på DM-stævnet
DM-stævnets omdrejningspunkt til næste år vil være faciliteterne ved Søsportens Hus, hvor der vil være publikumspladser, atletområde, start, mål og overbæring, hvor roerne går i land og løber et stykke med kajakken i hånden, inden de ror videre.

Som noget nyt ved mesterskabet, tyvstartes der allerede med løb fredag eftermiddag, hvor der konkurreres i den nye og publikumsvenlige maratonform »short track«. I stedet for de 20-30 kilometer, der roes i klassiske maratonløb, konkurreres der kun på en 2,5-3 kilometer lang rute.

I Silkeborg Kajakklub satser man på, at coronapandemien ikke spænder ben for stævnet.

- Vi krydser fingre for, at pandemien er sat lidt i bero til den tid. Den danske kano- og kajaksæson var i 2020 ramt af mange aflysninger, men danmarksmesterskabet i kano og kajakmaraton blev netop afviklet, fordi mesterskabet kan skaleres og har mulighed for at blive planlagt og afviklet corona- venligt, lyder det fra kajakklubben.