Træning suspenderet: BSH ramt af corona
Mathias Hove AndersenBjerringbro-Silkeborg har konstateret to tilfælde af coronavirus. Fredagens hjemmekamp er i fare
HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg har onsdag fået bekræftet, at to personer i klubben er smittet med coronavirus. Det oplyser direktør Jesper Schou til Midtjyllands Avis.
- Tirsdag morgen blev vi i Bjerringbro-Silkeborg opmærksomme på, at der var risiko for corona i truppen. Som følge heraf blev træningen tirsdag og i dag onsdag aflyst, indtil der kom svar på testene. To af testene var desværre positive, lyder det fra Jesper Schou.
BSH gennemfører en ny testrunde fredag morgen, og det lokale håndboldflagskib får svar på prøverne fredag eftermiddag. Udfaldet bliver afgørende for, om hjemmekampen fredag aften mod Århus Håndbold kan gennemføres.
BSH-direktøren oplyser samtidig, at der ikke vil være træning for de resterende spillere inden kampen på fredag.
Midtjyllands Avis følger udviklingen.