Silkeborg-området er eldorado for bjergbestigere

Kenneth Husum 

Vinteren er den bedste sæson til at bestige søhøjlandets bakker

SILKEBORG Det er i Søhøjlandet omkring Silkeborg, at bjergbestigere finder de bedste bakker.

- Det er et eldorado for bakke-elskere. Udsigten fra Himmelbjerget over søerne er også fantastisk flot, men kører man bare i bil derop, går man glip af gåturen op fra Julsø til toppen, og den er alle strabadserne værd, siger bakkeentusiast Jacob T. Johansen til Friluftsrådet, der peger på, at bjergbestigning i Danmark er ideelt om vinteren.

Mens mange friluftsoplevelser er bedst om sommeren, så er det anderledes med bjergbestigning i vinterhalvåret. Her er der nemlig ofte bedre udsigt, fordi der ikke er blade på træerne og udsigten er derfor bedre.

Jacob T. Johansen, der har hjemmesiden danskebjerge.dk og bloggen Blogsbjerg, er både fascineret af bjerge og bakker.

- Bakkerne i Danmark er jo ikke højere end at man kan komme op og ned igen, og nå hen til den næste, på en enkelt dag. Man har et mål for turen, det er interessant og så er der udfordringen i det. En god bakkeoplevelse er kombinationen af det hårde ved at komme op og nydelsen ved at nå toppen og få en fantastisk udsigt, siger Jacob T. Johansen til Friluftsrådet.

På Top 10 listen på Danskebjerge.dk over Danmarks højeste bjerge ligger flere af dem her i området.

Det højeste punkt er Møllehøj på 170,86 meter tæt ved Ejer Bavnehøj, mens Yding Skovhøj syd for Mossø følger lige bagefter med 170,77 meter.

Herefter følger Rye Sønderskov ved Gl. Rye med 162,5 meter. På en 5. plads ligger Himmelbjerget, der som bekendt næsten hører til Silkeborg, med 157 meter. Them Bavnehøj ved Them er på en 6. plads med 153 meter. Nok et lokalt bjerg er på en 7. plads. Det er Sorring Loddenhøj med 148 meter. På 10. pladsen bliver der rundet af med endnu et lokalt bjerg med Brande Krat ved Them med 141 meters højde.

Hvis man ikke bare går efter højde, men også suset ved en stejl bjegbestigning, så er der også flere lokale bjerge at vælge imellem ifølge en opgørelse fra Danskebjerge.dk. Søhøjlandet har fire bjerge på top 10 over bakker med størst peakfaktor, der er de steder med størst højdeforskel på den sidste kilometer op mod toppen. Det er Himmelbjerget på en 2. plads, Mimsbjerg ved Pøtsø på 3. pladsen, Storeknøs syd for Julsø på 5. pladsen og Frederik 7.s Høj i Vesterskov på 9. pladsen.