Pizzeria-kunde havde falske penge

SILKEBORG Et pizzeria i Borgergade fattede tirsdag aften mistanke til en kunde, som forsøgte at betale med en formodentlig falsk pengeseddel.

Politiet fik ved 19-tiden en anmeldelse om, at en anslået 30-35-årig mand havde betalt en sodavand med en 500 krone-seddel. Den forekom at være falsk. Manden var lidt uforstående overfor, at pengesedlen skulle være falsk, og så havde han forladt spisestedet med sin pengeseddel.

Det vides altså ikke med sikkerhed, om sedlen var falsk. Politiet efterlyser manden, og man vil særligt gerne vide besked, hvis andre har været ude for noget lignende.

Den mulige gerningsmand var mørk i huden og kraftig af bygning. Han bar blandt andet en sort jakke og en blå hue.