BSH sejrede stort i Stjær

Mathias Hove Andersen 

William Bogojevic førte an, da Bjerringbro-Silkeborg slog Århus Håndbold i den sidste træningskamp i opstarten

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg havde ingen problemer med at besejre Århus Håndbold i onsdagens generalprøve, der blev vundet med 36-29 i Stjær Hallen.

Dermed blev det tre på stribe for BSHerne, der havde slået Mors-Thy og Lemvig-Thyborøn i de to foregående testkampe i vinteropstarten.

- Vi fik afprøvet mange ting, og det var en rigtig fin træningskamp, konstaterede cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen umiddelbart efter slutfløjtet.

De østjyske ligakolleger stod for kampens to første mål, men tre scoringer på stribe fra rutinerede Mads Ø. Nielsen sendte hurtigt BSH i front.

I buret blev svenske Johan Sjöstrand noteret for fem redninger i de 20 minutter, han fik på banen, og den tilbagevendte keeper var således medvirkende til, at Bjerringbro-Silkeborg var foran med 18-15 ved pausen.

Det var dog landsmanden William Bogojevic, der var kampens helt store oplevelse. BSH-backen blev topscorer med ni mål, og der var i det hele taget godt gang i bagkæden. Jacob Lassen scorede syv gange, mens Mads Ø. Nielsen nåede op på fem fuldtræffere i fraværet af playmaker Sebastian Skube, der var på skånekost.

I en ensidig anden halvleg nåede BSHerne at komme foran med 30-22, og selvom holdet lettede lidt på gashåndtaget i slutfasen, var sejren aldrig i fare.

- William, Lassen og Mads var de eneste i bagkæden - udover unge Matthias Birkkjær, som også gjorde det fint. Det var dejligt at se, at de holdt dampen oppe og lavede så mange mål.

- Vi fik også mange fine forsvarserfaringer. Det var både i vores 5:1 og 6:0. Vi fik også spillet seks mod syv, og på den måde blev kampen meget gavnlig for os. Vi fik gang i en stor del af vores værktøjskasse, så det var en super forberedelse, sagde Peter Bredsdorff-Larsen med henblik på forårspremieren mod TMS Ringsted, der spilles i Jysk Arena torsdag 4. februar.