Politiet efterlyser unge efter hærværk i Sejs

SEJS-SVEJBÆK Politiet efterlyser en gruppe unge, som sættes i forbindelse med noget hærværk på Sejs Skole torsdag 21. januar om aften.

På legepladsen blev et legehus blev væltet, og der blev også tændt et bål.

- Vi har et vidne, som ved 22-tiden mødte en gruppe unge, der gik med nogle brandbare væsker ved skolen, siger politikommissær Bent Riber Nielsen.

Han kan ikke fortælle mere om de brandbare væsker. Politikommissæren oplyser, at gruppen af unge var anslået 14-17 år. Det skulle dreje sig om seks drenge og en pige.

- Vi vil gerne tale med de unge, der blev set ved skolen. Det kan være, at de intet har at gøre med det her, siger Bent Riber Nielsen.