»Handske« går på nyt rov i SIF

Mathias Hove Andersen 

FC Fredericia henter endnu en spiller fra Silkeborg IFs overskudslager

FODBOLD Cheftræner Michael »Handske« Hansen og FC Fredericia får tilgang af endnu en SIF-spiller til sommer.

1. divisionsklubben har allerede sikret sig Valance Nambishi på en fri transfer, og torsdag oplyser klubben, at midtstopperen Jeppe Gertsen ligeledes rykker til fæstningsbyen efter denne sæson, hvor forsvarsspillerens kontrakt udløber.

FC Fredericias direktør, Stig Pedersen, lægger ikke skjul på, at det er den tidligere SIF-træner Michael Hansen, der har ønsket at hente Jeppe Gertsen.

- Michael gjorde os opmærksom på ham, da Jeppe har kontraktudløb til sommer. Derudover har han søgt efter mere spilletid, mens vi har søgt efter en forsvarsspiller, og derfor er det et godt match, siger Stig Pedersen til FC Fredericias hjemmeside.

Jeppe Gertsen har sat sin signatur på en toårig kontrakt med FC Fredericia. Spilletid i SIF har været en mangelvare i de seneste sæsoner, hvilket også er tilfældet for Valance Nambishi.