Corona-status: Godt nyt fra Silkeborg

SILKEBORG Fra fredag til lørdag blev tre personer testet positiv for coronavirus i Silkeborg Kommune. Døgnet før var tallet fem.

Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Dermed er der for alvor ved at ske fald i antallet af smittede i Silkeborg.

Det betyder samtidig, at antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge (incidenstallet) er på 46,9.

Over de seneste syv dage er der lokalt registreret 44 smittede personer lokalt.

På landsplan er yderligere 431 bekræftet smittet. Det er baseret på 116.163 prøver og er det laveste tal meget længe.

Antallet af indlagte er faldet til 541 - hvilket er et fald på 42. Der er til gengæld registreret 22 nye dødsfald.