BSH henter ny makker til Sjöstrand
Michael Helligsø18-årige Mikkel Løvkvist fra Fredericia HK skifter til Bjerringbro-Silkeborg på en fireårig kontrakt
HåNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg har fundet afløseren for målmand Kasper Larsen, der til næste sæson skifter til Sønderjyske.
Klubben får til sommer tilgang af den blot 18-årige målmand Mikkel Løvkvist, der skifter fra Fredericia HK på en fireårig kontrakt.
Talentet fylder godt i målet med sine 201 centimeter og 105 kilo og har erfaring fra U18-landsholdet. Han kommer fra Sjælland, men har også været forbi ungdomsafdelingerne i Skanderborg og GOG, inden han tog til Fredericia. Her er det i denne sæson blevet til seks kampe i ligaen.
- Jeg er en ung målmand med høje ambitioner, og til en start vil jeg gerne ind i ligaen og udvikle mig meget, lære en masse og derfra blive en profil i ligaen, siger Mikkel Løvkvist.
- Det bliver BSH, fordi det er en af de største klubber i Danmark med et fantastisk miljø, der giver god træning med nogle af de bedste spillere i ligaen. Der er lagt en god plan for mig og min udvikling. Derudover vil jeg gerne spille med i toppen af Danmark, og det håber jeg, at jeg kan bidrage til, fortsætter han.
Glæder sig til samarbejde
Han ved dog godt, at han i BSH kommer til at stå bag den svenske klassekeeper Johan Sjöstrand.
- Det er klart, at Sjöstrand er en fantastisk målmand, som har prøvet alt. Han har en enorm erfaring, som er perfekt for en ung målmand som mig, og jeg vil suge alt det til mig, jeg kan. Jeg glæder mig meget til at danne duo med en så rutineret målmand, siger Mikkel Løvkvist.
BSH-direktør Jesper Schou begrunder valget af den unge keeper således:
- Vi har gennem længere tid set på og haft dialog med flere målmænd, der kunne være makker med Johan Sjöstrand. Vores overvejelser har gået på, om vi skulle gå efter en makker til Sjöstrand med erfaring fra ligaen, eller om vi kunne finde et talent med potentialet til noget større.
- Det blev talentet, og vi tror på, at Mikkel er en rigtig god løsning, der kan træde ind i den rolle, som Kasper Larsen har i dag. En målmand, som vi - trods den unge alder - ikke vil være bange for at sætte i spil, siger Jesper Schou, der ser frem til at se Mikkel Løvkvist udfolde sit talent i BSH.
- Med tilknytningen af Tom Jensen, der udover sit arbejde som holdets fysioterapeut nu også bliver målmandstræner, så synes vi, at vi har fundet en model, der kan hjælpe Mikkel med at udfolde sit potentiale over de kommende år. Samtidig har vi en erfaren topmålmand i Sjöstrand, som Mikkel vil kunne spejle sig i og lære af, siger Jesper Schou.