BSH bøllebankede bundhold

Michael Helligsø 

Bjerringbro-Silkeborg fik en fin start på 2021 med storsejr over TMS Ringsted

HåNDBOLD Årets første gældende håndboldkamp blev ingen sag for Bjerringbro-Silkeborg.

På hjemmebane uddelte BSH bøllebank til rækkens nummer næstsidst, TMS Ringsted, der på intet tidspunkt formåede at true favoritterne.

Værterne vandt med de vilde cifre 42-25 efter pausestillingen 21-13, og dermed fik BSH en glimrende start på anden halvdel af ligasæsonen.

I opgørets indledning viste Jacob Lassen og Alexander Lynggaard med flere scoringer fin skarphed for BSH, der hurtigt kom foran 9-4.

Derefter kom TMS Ringsted bedre med, men fra stillingen 13-10 satte BSH sig igen tungt på kampen i den nærmest mennesketomme Jysk Arena.

Den norske fløj August Pedersen var sprudlende med otte mål på otte forsøg før pausen, og mod slutningen af første halvleg kom den nybagte verdensmester og 500-kampsjubilar Nikolaj Øris også på banen.

Han satte med et elegant lob til 21-13 punktum for de første 30 minutter mod et overmatchet bundhold, der var langt fra liganiveau i Jysk Arena.

I anden halvleg var hjemmeholdet forsat ikke i nærheden af at komme i problemer mod gæsterne.

Med lidt over et kvarter igen havde BSH udbygget forspringet fra 26-18 til 32-18, og det begyndte efterhånden at blive pinligt for TMS Ringsted, da Alexander Lynggaard stjal bolden efter et opgiverkast og nemt scorede til 34-19.

Talenterne Sebastian Skøtt, Sasser Sonn og Patrick Boldsen fik også lov til at komme på banen for BSH, der gik en smule ned i kadence i slutfasen.

Værterne rundede dog 40 mål, da Jacob Lassen med seks minutter igen scorede til 40-22, og det sluttede 42-25 i en kamp, hvor August Pedersen med 12 mål på 13 forsøg blev suveræn topscorer.