Datoen på plads: Ny Superbrugsen afløser Kvickly
Peter A. SørensenSuperbrugsen afløser Kvickly i hjertet af Silkeborg til september
SILKEBORG Medarbejderne i Kvickly på Søtorvet i Silkeborg er fredag blevet orienteret om, at varehuset lukker 31. august i år. Det sker i forbindelse med, at der skal bygges boliger i området.
Til gengæld åbner Coop 2. september et flagskib i samme område på Søtorvet 8, blot 50 meter fra hvor Kvickly ligger i dag. Det bliver en topmoderne SuperBrugsen.
Som tidligere offentliggjort åbner Kvickly selv nyt varehus på Viborgvej i Silkeborg - ved butikscentret på Nørrevænget - hvor Sand Jensen Automobiler i dag har til huse. Det sker i slutningen af 2022.
- Vi orienterer medarbejderne i Kvickly Silkeborg nu for bedst muligt at kunne hjælpe dem videre til et job i den nye SuperBrugsen i Silkeborg eller en af de øvrige af Coops butikker i området, siger kædedirektør Torben B. Andersen, Kvickly.
Kvickly Silkeborg på Søtorvet vil fungere som normalt med det normale sortiment indtil midt i august, hvorefter Coop skruer ned og gør klar til lukning med udgangen af måneden.
- Vi glæder os til at åbne i Silkeborg med alt det bedste og alt det nyeste, vi kan præstere i SuperBrugsen. Vi forventer, det bliver et af kædens flagskibe, siger kædedirektør Jesper Gottschalck Jensen, SuperBrugsen.
Den nye SuperBrugsen vil blandt andet indeholde BrødCooperativet som hver dag tilbyder frisk bagerbrød og en stor betjent slagter og delikatesseafdeling.
Kvickly på Søtorvet 1 bliver til oktober revet ned for at gøre plads til boliger. AP Pension opfører 286 nye bæredygtige lejligheder, hvor beboerne altså får den nye SuperBrugsen som nabo.