Kommunen advarer: Isen er stadig farlig
Malthe HjortIsen er stadig alt for tynd til at færdes på, lyder det fra kommunen. Til gengæld overvejer de at måle istykkelsen i næste uge
SILKEBORG Frostvejret fortsætter, men Silkeborg Kommune advarer fortsat mod at færdes på isen.
- Det er stadig alt for farligt at færdes på isen alle steder i Silkeborg, lyder den klare melding fra kommunens frostkandidat, Kristian Nielsen.
I søndags gik en 13-årig dreng gennem isen på den lille regnvandssø mellem den nye Netto på Borgergade og Lupinvej. Drengen kunne ikke selv komme op og måtte reddes i land af to brandfolk i overlevelsesdragter.
Det fik Silkeborg Kommune til at sætte advarselsskilte op ved flere af byens søer. Tiltaget synes dog ikke at have være tilstrækkeligt, og kommunen modtager fortsat meldinger om borgere, der bevæger sig ud på isen.
- Derfor vil vi de kommende dage sætte endnu flere skilte op, efterhånden som vi modtager disse meldinger, siger Kristian Nielsen.
Kommunen vurderer, at det fortsat ikke kan svare sig at foretage præcise målinger af istykkelsen, men at en opmåling måske kan komme på tale i næste uge.
- Der skal være hård frost gennem mange dage, før isen er tyk nok til at færdes på, og der er vi ikke endnu. Men det tegner til 14 dage med frost, så vi overvejer at måle istykkelsen i næste uge, siger Kristian Nielsen.
I så fald vil kommunen starte med at måle istykkelsen på Langsøen i området omkring Viborgbroen.
- Her kan man lettere fornemme strømforholdene, og vandet er forholdsvis stillestående. Det gør det mere sandsynligt, at isen kan blive tyk nok. Men selv på Langsøen er det efterhånden mange år siden, at vi har opnået en tilpas tykkelse, fortæller frostkandidaten.