Voel-talent bliver i barndomsklubben

Michael Helligsø 

20-årige Natasja Andreasen har forlænget sin aftale med Silkeborg-Voel

HåNDBOLD Natasja Andreasen skal også i den kommende sæson spille for Silkeborg-Voel.

Den 20-årige bagspiller har forlænget sin kontrakt med et enkelt år.

- Silkeborg-Voel er min klub og derfor er jeg naturligvis glad for, at jeg har fået papirer på endnu en sæson her. Jeg er en del af et spændende hold, hvor jeg tror at der venter interessante sportslige udfordringer forude, siger hun og fortsætter.

- Det står klart for mig, at det også er i Silkeborg-Voel, at jeg har de bedste betingelser for at udvikle mig som spiller, hvilket selvfølgelig også skal komme resten af holdet til gavn. siger ungdomslandsholdsspilleren.

Sammen med Silkeborg-Voel tager hun i dag klokken 17 imod de danske mestre fra Team Esbjerg.