Skhirtladze skifter til SIF-rival
Mathias Hove Andersen27-årige Davit Skhirtladze vender tilbage til dansk fodbold
FODBOLD En gammel SIF-kending vender tilbage til den danske 1. division. Fredag har topholdet Viborg FF offentliggjort, at 27-årige Davit Skhirtladze er hentet ind på en kontrakt, der gælder resten af sæsonen.
- Vi kender selvfølgelig Davit rigtig godt og ved, at vi får en teknisk stærk spiller med store individuelle kompetencer, som kan komplementere vores trup godt. Vi har haft gode samtaler med ham, og han har vist en stor vilje for at komme til Viborg og levere et stærkt indtryk, og han er topmotiveret for at bevise sig selv i dansk fodbold igen, siger sportschef Jesper Fredberg til klubbens hjemmeside.
Det er snart 10 år siden, at Davit Skhirtladze debuterede i Superligaen for AGF. I januar 2016 gik turen videre til SIF, som offensivspilleren forlod i kølvandet på nedrykningen til 1. division i 2018.
Georgieren rejste videre til slovakiske Spartak Trnava og nåede efterfølgende forbi lettiske Riga FC, polske Arka Gdynia og Dinamo Tbilisi i hjemlandet.
- Vi vil stå så stærkt som overhovedet muligt i det vigtige forår, der venter os, og jeg er meget tilfreds med vores trup. Samtidig har vi også været bevidst om, at vi er lidt sårbare i tilfælde af skader til de offensive folk, og derfor er vi glade for at få Davit ind. Han kan dække alle de forreste pladser, og vi har stor tro på, at han kommer til at hjælpe os her i foråret, uddyber sportschef Jesper Fredberg.
Davit Skhirtladze, der har 118 superligakampe på sit cv, skal nu hjælpe Viborg op i landets bedste række.
- Jeg er rigtig glad for at være tilbage i Danmark, og jeg glæder mig til en rigtig spændende udfordring i Viborg. Det er en klub, der hører til i Superligaen, og det vil jeg gøre alt for at hjælpe til med. Jeg er klar til at hjælpe Viborg, uanset min rolle på holdet.
- Det kræver flere end 11 spillere at rykke op, og jeg vil bidrage med det, der er brug for. Jeg håber på at vise mine individuelle kompetencer og samtidig være en rigtig stærk holdspiller, så vi sammen får succes, siger Davit Skhirtladze til vff.dk.