BSH vandt tæt opgør mod direkte rival

Michael Helligsø 

Med en 33-31-sejr på udebane mod TTH Holstebro kravler Bjerringbro-Silkeborg op på ligaens tredjeplads

HåNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg er kommet fornemt fra land i 2021.

Først blev det til en overbevisende storsejr over bundholdet TMS Ringsted, og lørdag tog klubben så en af de rigtige gode skalpe ved at vinde 33-31 på udebane over TTH Holstebro.

Sejren over den direkte rival betyder, at BSH kravler op på tredjepladsen på bekostning af vestjyderne, der i runden forinden ellers imponerede med en udesejr mod topholdet GOG.

BSH kunne TTH dog ikke klare i Gråkjær Arena, hvor de hold længe gav hinanden en tæt kamp, men i anden halvleg viste udeholdet dog den fornødne klasse og trak afgørende fra.

I første halvleg lagde værterne ud med at komme foran 5-3, men to elegante mål i rap af Nikolaj Øris fik gæsterne på omgangshøjde, og jævnbyrdigheden var i den grad i højsædet i første halvleg.

Højrefløjen Aksel Horgen viste med flere gode scoringer skarphed mod TTH, der dog også havde flere føringer.

Men mod slutningen af første halvleg fik BSH et lille hul efter stærke redninger af Johan Sjöstrand, der banede vejen for udeholdets første tomålsføring ved 15-17, inden værterne fik reduceret til pausestillingen 17-18.

BSH scorede det første mål efter pausen, men ellers virkede TTH til at komme bedst ud til anden halvleg.

TTH scorede fire gange i træk og kom foran med to mål, men den bedrift gentog BSH, da stillingen 23-21 godt midtvejs i anden halvleg blev vendt til 23-25.

Pendulet var dog ikke helt færdig ved at svinge, da TTH kort efter udlignede til 25-25, men det var BSH - anført af en veloplagt Sebastian Skube - der var ovenpå.

Med 10 minutter igen fik BSH igen et lille hul, da Aksel Horgen med sin syvende fuldtræffer scorede til 26-28, og nu virkede tingene til at gå gæsternes vej.

Jacob Lassen scorede på en ripost fra sit eget brændte straffekast til 26-29, og kort efter viste Sebastian Skube endnu engang sin klasse med et godt gennembrud til 26-30.

Det var kampens største føring indtil da, og det forspring havde BSH ikke i sinde at smide.

TTH forsøgte at hænge på og kom på 29-31. Men opgøret blev reelt afgjort, da topscorer Aksel Horgen i overtal scorede til 29-32 med knap to minutter igen, og til sidst endte kampen 31-33 i BSH-favør.