BSH buldrer videre mod toppen

Mathias Hove Andersen 

Bjerringbro-Silkeborg fik en perfekt optakt til topkampen mod Aalborg med en storsejr over KIF Kolding

HÅNDBOLD BSH har fået en perfekt start på 2021. Onsdag aften blev KIF Kolding besejret med 34-24 i Jysk Arena, og Bjerringbro-Silkeborg har dermed åbnet året med seks point i tre kampe efter de foregående sejre over TTH Holstebro og TMS Ringsted.

BSHerne har faktisk vundet fem på stribe i landets bedste række, hvor Århus Håndbold og Lemvig-Thyborøn blev besejret midt i december.

Med onsdagens storsejr cementerede holdet tredjepladsen i tabellen, og nu lægger BSH billet ind på andenpladsen. Den indtages af Aalborg Håndbold, som p.t. er to point foran. De to hold kan nu se frem mod et spændende topopgør i det nordjyske lørdag 27. februar, men først skal aalborgenserne en tur til Gudme, hvor førende GOG venter på lørdag.

Kolding bed ellers fint fra sig i de første minutter af onsdagens ligakamp, men BSH arbejdede sig stille og roligt ind i opgøret, og efter seks minutter kunne August Pedersen sende værterne på 4-2. Føringen blev efterfølgende øget til tre mål, og Kolding-træner Andreas Toudahl forsøgte forgæves at vende kampen med en timeout.

Da den tidligere BSV-spiller trykkede på den grønne knap, var stillingen 8-5, men to minutter senere så tingene endnu sværere ud for gæsterne, da Aksel Horgen løb kontra og scorede til 11-6 i et tomt Kolding-mål.

De undertippede koldingensere havde svært ved at finde huller i den kompakte BSH-defensiv, og i den anden ende udbyggede indskiftede William Bogojevic forspringet til 15-8 efter 22 minutter.

Cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen, der fejrede sin kamp nummer 300 på sidelinjen for Bjerringbro-Silkeborg, skiftede flittigt ud og bragte store dele af truppen i spil de første 30 minutter. Det slog dog ikke rytmen i stykker, og ved pausen var stillingen 19-12.

Kolding havde anderledes let ved at score i begyndelsen af anden halvleg, hvor Peter Balling havde ild i skudarmen. Men i den modsatte ende skiftedes Nikolaj Øris og William Bogojevic til at lyne, og syvmålsføringen blev der derfor ikke pillet ved.

Spændingen var lige så fraværende som stemningen, men de få tilstedeværende i hallen fik et sjældent glimt af skadesplagede Jesper Nøddesbo, der kortvarigt viste sig frem på BSH-stregen med begrænset succes. Veteranen fik dog scoret på et enkelt, da han øgede til 30-20.

I målet bød indskiftede Kasper Larsen ind med flere gode redninger, og der var også spilletid til to BSH-talenter i slutfasen. Her fik Voel-fløjen Sebastian »Zylle« Skøtt og stregen Sasser Sonn høstet værdifuld erfaring.

Da slutsignalet lød, kunne BSHerne fejre en stensikker sejr på 34-24.