Ambulancefolk slog alarm: Tre biler i sammenstød i Silkeborg
Jakob Munk SchmidtUheld i krydset Brokbjergvej-Viborgvej onsdag eftermiddag
SILKEBORG Ingen kom alvorligt til skade, men en person blev kørt til et tjek på skadestuen efter et færdselsuheld onsdag eftermiddag.
Det oplyser vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Tre biler fik buler ved sammenstødet, der skete ved 16-tiden på Viborgvej, og ifølge politiet var det mandskabet fra en forbipasserende ambulance, som alarmerede vagtcentralen.
Uheldet skete, da en bil kørte fra Brokbjergvej ud på Viborgvej. Carsten Henriksen fortæller, at bilen i første omgang stødte sammen med en anden bilist, der kørte i nordlig retning på Viborgvej.
Også en tredje bil, som kørte i sydlig retning, blev impliceret.
Ifølge politiet blev det ikke nødvendigt at afspærre Viborgvej i de sene eftermiddagstimer, men færdselsuheldet førte en del kødannelse med sig.