Byer nord for Silkeborg med i opløbet om landsbypris

SEJLING Den årlige kamp om Region Midtjyllands Landsbypris er skudt i gang, og en klynge byer nord for Silkeborg er med i opløbet om den ærefulde pris.

Kandidatfeltet i 2021 består af fire landsbyer og to sammenslutninger af landsbyer.

De seks kandidater er: Serup, Lemming, Nisset, Ebstrup og Sejling i Silkeborg Kommune, Herskind, Skivholme og Herskind Hede i Skanderborg Kommune, Ebdrup i Syddjurs Kommune, Hald i Skive Kommune, Lindved i Hedensted Kommune, og Skals i Viborg Kommune.

Vinderbyen kan se frem til et kontantbeløb på 150.000 kroner.

Desuden lægges der som nyt op til, at alle kandidater får tilbudt et lærings- og udviklingsforløb målrettet bæredygtig udvikling af deres lokalområde.

- Landsbyprisen er vigtig, fordi den fejrer de lokalsamfund, der finder nye veje til at fastholde og udvikle de ting, der gør landdistrikterne til attraktive steder at bo for rigtig mange mennesker. Som politikere ønsker vi en bæredygtig region, hvor der er et godt samspil mellem land og by. Her har landsbyerne en vigtig rolle at spille, og det er årets seks kandidater alle gode eksempler på, siger formand for Udvalg for Regional Udvikling i Region Midtjylland, Jørgen Nørby (V), i en meddelelse fra regionen.