Se billederne: Velbesøgt lysshow på Svostrup Kro fik budskabet frem

Malthe Hjort 

Dragan Sljivic satte fredag og lørdag lys på Svostrup Kro for at minde om sidste års udfordringer, hvor kroen var plaget af massive oversvømmelser

SILKEBORG Fredag og lørdag lyste Svostrup Kro op, da solen var gået ned.

Kroejer Dragan Sljivic havde hyret firmaet Frontsound fra Kjellerup til at lave en lyssætning af Svostrup Kro og udendørsarealerne. Lysshowet skulle minde både gæsterne og personalet om de massive oversvømmelser, der plagede kroen i vinteren 2020.

- Lysshowet gik rigtig godt, og vi fik den opmærksomhed, som vi havde håbet på - også fra politikernes side, fortæller kroejeren.

Dragan Sljivic blev også mindet om situationens alvor.

- Da jeg stod udenfor i kulden lørdag aften, blev jeg mindet om de mange vinternætter, hvor jeg ikke sov i ugevis, fordi jeg skulle holde øje med pumperne, siger han.

Masser af mennesker
Lysshowet var velbesøgt, men kroejeren forsikrer om, at coronarestriktionerne naturligvis blev overholdt.

- De fleste kom kørende i bil og steg bare ud for at se det på afstand. Nogle kunne måske få den idé, at lysshowet var en form for protest mod coronarestriktionerne, men det er ikke tilfældet. Tværtimod skal det ses som et lys for enden af den mørke tunnel, vi lige nu befinder os i. Det er vigtigt at se fremad, siger han.

Særligt lørdag aften, da skyerne hang lavt over kroen, kunne lysshowet ses på lang afstand.

- Jeg er endda blevet kontaktet af bekendte, der kunne se lysene reflekteret i skyerne ved motorvejen ved Aarhus, fortæller han.