Skuffende nederlag i Horsens

af Kim Simmelsgaard 

Silkeborg-Voel var igen langt under standard og lukkede hele 35 mål ind mod et bundhold

HåNDBOLD Det positive er, at Silkeborg-Voel har spillet sig til en plads i slutspillet mellem d otte bedste hold i ligaen.

Det negative efter nederlaget på 35-26 efter 18-11 ved pausen i kampen i Horsens er, at holdet i øjeblikket slet ikke har kvalitet til at blande sig med de bedste hold i landet, selv om anden halvleg dog var noget bedre end den første.

Horsens med kun 13 point og tredjesidst i ligaen havde de første 30 minutter legende let ved at score mod et passivt forsvar, hvillet hele 18 mål fortæller sin helt egen usminkede historie om.

I forsvaret var aggressiviteten non-eksisterende og gav først Stine Bonde og en overgang Eli Raasok urimeligt dårlige arbejdsvilkår.

Hjemmeholdet scorede næsten efter behag fra alle positioner - lige på nær fløjene - også på løbeskud tæt under forsvaret. Og havde Stine Bonde ikke snuppet hjemmeholdets tre sidste forsøg inden pausen, havde det set endnu mere håbløst ud, end det gjorde i forvejen med stillingen 18-11.

Føringen blev grundlagt tidligt i halvlegen, hvor hjemmeholdet bragte sig foran 6-3. Den føring blev udbygget hele tiden, og en overgang førte hjemmeholdet 16-8, inden Silkeborg-Voel trods alt sluttede halvlegen bedst.

Silkeborg-Voels forsvar tog bedre fat i starten af anden halvleg, men afbrændere og flere fejl i angrebet spændte ben for de gode takter, og efter knap 11 minutters spil efter pausen førte hjemmeholdet 24-13.

Til Silkeborg-Voels ros skal det siges, at holdet aldrig lagde sig ned i anden halvleg, uanset hvor sort det så ud. Holdet fightede flot og fremproverede flere gange passivt spil hos hjemmeholdet, men formåede ikke at komme helt tæt på i slutningsfasen, der havde karakter af skydetelt. Dertil var efterslæbet fra de førstes halvlegs elendighed for stort.