Tredje gang er lykkens….

Rasmus Viuff 

Den Kongelige Ballet kommer til Kjellerup på byens fødselsdag - den 8. juni

KJELLERUP Det var fra begyndelsen planen, at der skulle have været ballet i Kjellerup i forbindelse med byens 150 års jubilæum for to år siden. Men det satte regn en stopper for.

Sidste år var det corona, der satte en stopper for Den Kongelige Ballets besøg. Men nu prøver Den Kongelige ballet så sammen med Silkeborg Kommune og foreningen Kjellerup - Borgernes By for tredje gang at få det til at lykkes. Og måske det så er lykkens gang.

Kommune og borgerforening har holdt deres første møder for at få arrangementet til at glide rigtig godt.

Kjellerups fødselsdag
Datoen er sat til den 8. juni - det er Kjellerups officielle fødselsdag. Det er den dag for 152 år siden, at herredsfogeden flyttede kontor fra Hørup til Vestergade i Kjellerup, hvor en ny og livskraftig by var begyndt at vokse op.

Det er ved at være en fast tradition med tåspidssko under åben himmel. Den kongelig sommerballet er efterhånden blevet en fast del af forsommeren for publikummer rundt om i hele Danmark.

Startskud på sommer
Og at sidde med en picnickurv i den danske sommersol med familie og venner, mens dansere fra Den Kongelige Ballet optræder live - dét er det bedste startskud på sommeren.

Kongelig sommerballet har eksisteret siden 2006 og trækker hvert år tusindvis af publikummer ud i sommervejret for at se ballet under åben himmel.

Alle steder lige fra Svaneke Havn, Christiania og Koldinghus har publikum været begejstrede for denne særlige oplevelse. Det er altid noget af et tilløbsstykke, hvor både garvede balletomaner og nye balletelskere mødes til en gratis forestilling i det fri.

Restriktioner overholdes
Kongelig sommerballet er nødvendigvis underlagt myndighedernes gældende restriktioner.

Arrangementet er stadig gratis at deltage i. Det Kongelige Teater vil om godt en måned melde ud, hvordan man afvikler arrangementerne.

Kongelig sommerballet besøger i år: Søndag 6. juni: Folkeparken, Roskilde. Mandag 7. juni: Festivalpladsen, Rue Mark, Rudkøbing. Tirsdag 8. juni: Krabbes Grønne Ring, Kjellerup. Onsdag 9. juni: Rebild Bakker, Skørping. Torsdag 10. juni: Augustenborg Slotspark. Lørdag 12. juni: Nationalpark Thy, Nors Sø. Søndag 13. juni: Nørre Vosborg, Vemb. Tirsdag 15. juni: Karen Blixen Museum, Rungstedlund.... Kjellerup er i fint selskab.