Syvende sejr i streg sender SIF mod Superligaen

Mathias Hove Andersen 

Sebastian Jørgensen var dagens mand i skysovs, da SIF spillede sig op på den oprykningsgivende andenplads

FODBOLD Silkeborg IF kan igen skimte Superligaen, og efter lørdagens udesejr på DS Arena, hvor Hobro IK måtte se sig slået med 0-3, indtager SIF den oprykningsgivende andenplads.

Sideløbende vandt Viborg med 2-0 over Esbjerg, og med sejren i Hobro rykker cheftræner Kent Nielsens tropper forbi vestjyderne, som nu er et enkelt point efter på tredjepladsen.

SIFerne var bedst på bolden i indledningen og tilkæmpede sig en lille håndfuld hjørnespark, som dog ikke kastede yderligere af sig.

Sideløbende lurede Hobro på kontramuligheder. Pål Alexander Kirkevold forsøgte et par gange at sætte lynhurtige Louicius Don Deedson i scene, men gæsterne fik afvist tilnærmelserne.

I det 14. minut blev dødvandet brudt, da SIF udnyttede en blunder i Hobro-defensiven. Sebastian Jørgensen stod helt fri på feltkanten, og det opdagede Stefán Teitur Thórdarson, der spillede offensivspilleren fri. Sebastian Jørgensen førte bolden ind i boksen og med en iskold yderside lagde han bolden under fremadstormende Adrian Kappenberger i Hobro-målet.

Den efterfølgende periode var blottet for højepunkter, og ingen af de to mandskaber formåede at skabe åbenlyse målchancer. SIF havde et lille overtag på det ujævne underlag, men kønt var det ikke, og ved pausen var stillingen fortsat 0-1.

Hobro åbnede anden halvleg bedst, og SIFerne havde svært ved at sætte spillet sammen. Tilbagevendte Mark Brink smed for mange bolde væk på den centrale midtbane, og gæsterne fik ikke den fornødne ro på bolden.

Først i det 57. minut stemplede SIF ind, da Nicklas Helenius blev spillet fri til afslutning fra en relativt spids vinkel. Skuddet sad dog lige på Hobro-keeperen, og værterne satte sig hurtigt på opgøret igen.

Bedst som det trak op til en udligning, slog gæsterne til. Nicklas Helenius fandt i det 68. minut Sebastian Jørgensen i højresiden, og manden bag det første SIF-mål blev noteret for en flot assist, da han sendte en perfekt aflevering retur til angriberen. I feltet tog Nicklas Helenius bolden ned med brystet og klappede kuglen i nettet.

0-2 blev til 0-3 få minutter senere, da Sebastian Jørgensen modtog bolden et par meter uden for feltet. Denne gang tog han sagen i egen hånd, og med en resolut spark mod forreste stang blev det 20-årige SIF-talent dobbelt målscorer.

Umiddelbart inden var Magnus Mattsson og Mads Kaalund blevet sendt på banen i stedet for Nicklas Røjkjær og Stefán Teitur Thórdarson. Få minutter før tid kom Anders Klynge og Wessam Abou Ali også på banen, da duoen afløste Mark Brink og Sebastian Jørgensen.

SIF lukker grundspillet på fredag med en hjemmekamp mod Fremad Amager.