Sikker sejr: BSH viste klassen på Mors

Michael Helligsø 

BSH havde ingen problemer med at besejre Mors-Thy på udebane

HåNDBOLD Det kan godt være, at Bjerringbro-Silkeborg har mistet seks point på skrivebordet, men på banen fortsætter klubben i suveræn stil.

Onsdag aften vandt klubben med sikre 30-24 over Mors-Thy i en kamp, hvor der på intet tidspunkt var spænding om udfaldet.

Dermed hentede klubben to vigtige point til tabellen, hvor BSH på fjerdepladsen bliver presset hårdt af Sønderjyske, der onsdag slog GOG på hjemmebane.

I onsdagens udekamp i Nykøbing viste BSH fra første færd fint angrebsspil, og igen og igen kom gæsterne til gode skudchancer.

Mors-Thy fulgte nogenlunde med indtil stillingen 7-9 midt i første halvleg, men efter en timeout udbyggede BSH hurtigt forspringet fra 10-13, og ved pausen var føringen på suveræne 10-17.

Hvis ikke kampen allerede var ved at være afgjort der, blev den det hurtigt efter pausen.

To rappe scoringer kort inde i anden halvleg bragte BSH på 10-19, og så var det game over for Mors-Thy.

Kampens dramatiske højdepunkt kom kort efter, da hjemmeholdets Kasper Lindgren fik direkte rødt kort for at ramme Sebastian Skube i hovedet med albuen.

Det fik kortvarigt de to lejre til at diskutere lidt i den mennesketomme hal, men ellers var det så som så med intensiteten i en kamp, hvor BSH i de sidste 20 minutter havde råd til at bruge hele truppens bredde.

Mads Ø. Nielsen, der onsdag fylder 40 år, kom blandt andet på banen og fik også scoret i den ensidige forestilling på Mors.

Med 19 minuttter igen kom gæsterne for første gang kom foran med 10 mål, men udskiftningerne betød, at BSH mistede lidt af flowet i anden halvleg.

I slutfasen fik Mors-Thy derfor lov til at begrænse skaderne, så nederlaget kun blev på 24-30.

Reelt var værterne dog ikke i nærheden af at kunne true BSH i en kamp, hvor Nikolaj Øris med syv mål blev topscorer. Alexander Lynggaard scorede seks gange.