Klage-sag hjalp ikke: BSH mister seks point

Søren Nielsen 

HÅNDBOLD Håndboldens Appelinstans har behandlet Bjerringbro-Silkeborgs anke og fastholder Disciplinærinstansens afgørelse med tab af seks point fra tre kampe samt bødestraf.

Det oplyser klubben selv i en pressemeddelelse.

Bjerringbro-Silkeborgs direktør Jesper Schou har i dag modtaget afgørelsen fra Håndboldens Appelinstans og udtaler:

- Afgørelsen er ikke overraskende for os. Vi finder stadig, at vi havde rimelige argumenter for, at sagen kunne være endt anderledes. Det er vores opfattelse og den almene opfattelse hos mange i Håndbolddanmark, at dommen er alt for hård i forhold til forseelsen, siger Jesper Schou og uddyber:

- Sagen bør betyde, at systemet ændres. DHF og Divisionsforeningen må nu sætte sig i spidsen for, at vi til den kommende sæson har et system, der gør, at vi ikke igen kommer i en lignende situation, siger direktøren.

Skrivebords-sag
Sagen drejer sig om BSH-talentet Sasser Sonn, som var udlejet til Lemvig-Thyborøn i slutningen af 2020.

De to ligaklubber havde indgået en udlejningsaftale, som var sat til at udløbe 30. juni 2021, men Bjerringbro-Silkeborg hentede Sasser Sonn tilbage ved årsskiftet.

Udlejningsaftalen ophørte 31. december 2020 efter aftale mellem de to klubber, og fra 1. januar 2021 overgik stregens spilletilladelsen til Bjerringbro-Silkeborg.

Men i de to første måneder af 2021 har Sasser Sonn har stået registreret som Lemvig-spiller i DHF-system Håndoffice. Dansk Håndbold Forbund vurderer derfor, at BSH har benyttet spilleren på ulovlig vis i tre kampe, hvorfor man fratrækkes seks point.

- I vores anke har vi tillige anført, at reglen om, at en klub indenfor 10 dage skal nedlægge protest, ligeledes bør være gældende, når DHF på egen hånd tager en sag op. Det vil sikre, at det ikke er vilkårligt, hvordan en klub straffes, og ligeledes vil det minimere hvor mange klubber, der har fordel og modsat ikke har en fordel som følge deraf, siger Jesper Schou og fortsætter:

- Vi har noteret os, at Håndboldens Appelinstans deler dette synspunkt, siger han.