Ung tysker skifter til Bjerringbro-Silkeborg

Michael Helligsø 

Den 18-årige bagspiller Laurenz Kluth skal forstærke BSH-truppen

HåNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg har fået den sidste brik på plads til næste sæsons ligatrup.

Onsdag meddeler klubben, at den henter den 18-årige tyske playmaker Laurenz Kluth, der senest har spillet i bundesligaklubben TUSEM Essen.

- Jeg har altid haft en stor interesse for dansk håndbold. Min bror er flyttet til Aarhus og har tilbudt, at vi kan bo sammen, så jeg kan prøve alt det af, som jeg altid har drømt om, siger Laurenz Kluth.

Det 18-årige talent har skrevet under på en treårig kontrakt med BSH.

- Som person er jeg ret åben og ærgerrig, men også med på at have det sjovt. Som spiller giver jeg mig altid fuldt ud, og jeg går efter at forbedre mit spil hele tiden og hjælpe mit hold så godt som muligt, siger han.

Har sagt nej til tyske klubber
Den 197 centimeter høje bagspiller har fortid i klubberne ART Düsseldorf, TSV Bayer Dormagen Handball og Rhein Viking. Ifølge Michael V. Knudsen, der er sportslig ansvarlig i Bjerringbro-Silkeborg, har Laurenz Kluth et meget stort potentiale.

- Han har allerede opnået meget i en tidlig alder og er kun lige i starten af sin karriere. Han spiller fast for sit nuværende klubhold TUSEM Essen i en af verdens hårdeste ligaer - den tyske Bundesliga - og har derigennem fået en masse erfaring og hårdhed, siger Michael V. Knudsen og tilføjer.

- Han er en markant profil på det tyske ungdomslandshold og har sagt nej til flere tilbud fra andre Bundesliga-klubber og i stedet besluttet sig for at spille i Bjerringbro-Silkeborg, siger den tidligere topspiller.

Michael V. Knudsen forklarer, at Laurenz Kluth har store forudsætninger for at begå sig på BSH-holdet.

- Fysisk bliver han en af truppens absolut hurtigste og stærkeste. Han har tidligere tilbragt et år i USA, hvor hans primære formål var at forbedre løb, spring og styrke. Så vi taler om en spiller med en enorm fysik, som er bevægelig og kan omsætte sin styrke på håndboldbanen, selvom han vejer knap 100 kilo og er næsten to meter høj. Han viser, at han vil håndbolden 100 procent, siger Michael V. Knudsen.

Han har derfor store forventninger til den unge bagspiller.

- Han kommer for at gøre en forskel. Og vigtigst af alt vil han vinde titler. Vi har ikke haft mange tyskere i den danske liga, så det er meget spændende, at vi kan tiltrække en spiller som Laurenz, som allerede er begyndt at lære det danske sprog, siger BSHs sportslige ansvarlige.