Pålægs-tyv genkendt fra flere tyverier

SILKEBORG En gennemgang af video-overvågningen i Netto på Borgergade har vist, at en 38-årig mand fra Silkeborg har flere butikstyverier på samvittigheden.

Det oplyser lokalpolitiet i Silkeborg, som har fået sagen anmeldt af Netto. Mandag ved 21-tiden gik den 38-årige ind i Netto-butikken, hvor han fyldte madvarer i en rygsæk og forlod supermarkedet uden at betale.

Lokalpolitiet fortæller, at tyven stjal kødpålæg, som pølse og rullepølse, samt en flanksteak. Ud fra forretningens video-overvågning kan den silkeborgensiske mand identificeres. Politiet skal nu tale med ham om de forskellige tyverier.

- Han kan lige så godt melde sig selv, for vi ved, hvem han er, siger Lasse Ivanøe, der er politikommissær.