Simon Kvamm med i »Toppen af poppen«

Christian Kloch Larsen 

Når det populære musikprogram vender tilbage til skærmen til efteråret er silkeborgenseren blandt deltagerne

SILKEBORG Inden længe blænder TV2 op for 11. sæson af det populære program »Toppen af poppen« og det bliver med Simon Kvamm fra Silkeborg blandt årets deltagere.

Simon Kvamm, der er kendt som forsanger i Nephew, har en lang musikalsk karriere bag sig og et hav af hits, som de andre deltagere kan kaste sig ud i fortolkninger af i programmet. Foruden Nephew har han blandt andet lavet musik med Peter Sommer i gruppen De eneste to og senest på listen over musikalske projekter er bandet Hugorm, som Kvamm står i front for.

Det 46-årige multitalent glæder sig til at folde sig ud med kollegerne i det populære program.

- Jeg forestiller mig, at det bliver ligesom én lang familiefest med enormt mange musikalske indslag på enormt højt niveau, lyder det ifølge TV2 fra Simon Kvamm.

Foruden Simon Kvamm kan man glæde sig til at opleve blandt andre Malte Ebert og Katinka Bjerregaard, når »Toppen af poppen« får premiere på TV 2 til efteråret.

Simon Kvamm er for tiden aktuel med satireserien »Guru« på DR2 og DRTV, hvor han spiller lifecoach Andreas Mertz, der forlader København og vender hjem til Silkeborg med en mission om at gøre fødebyen til det nye Herning.