Ny personalechef ansat i Silkeborg Kommune

51-årige Kirsten Mørch Hansen kommer fra en stilling i Varde Kommune. Hun afløser Frank Høy, der går på pension efter næsten 30 år på posten

SILKEBORG Silkeborg Kommune oplyser, at økonomi- og erhvervsudvalget har godkendt ansættelsen af Kirsten Mørch Hansen som ny personalechef i Silkeborg Kommune.

Hun afløser Frank Høy, der fylder 70 år i november. Han har i næsten 30 år været personalechef, og går på pension med udgangen af maj.

Kirsten Mørch Hansen er uddannet cand.phil. i kommunikation fra Aalborg Universitet. Hun har de seneste seks år været personalechef i Varde Kommune, og har mere end 20 års erfaring med personaleudvikling, lederudvikling og HR. Kirsten Mørch Hansen er desuden formand for Foreningen af Offentlige HR-chefer i Danmark.

- Vi får en stærk personalechef med stor ledelseserfaring, engagement i personale- og lederudvikling, og med udsyn og et ønske om at påvirke både de offentlige overenskomster og udviklingsdagsordenen på HR-området. Vi glæder os til at byde Kirsten Mørch Hansen velkommen i Silkeborg Kommune, siger kommunaldirektør Lone Lyrskov.

Kirsten Mørch Hansen er 51 år, opvokset i Nordjylland og bor i dag i Varde med sin mand og to børn på 11 og 15 år. Hun forventer at flytte til Silkeborg med familien i den nærmeste fremtid. Hun tiltræder 1. juni.

- Jeg glæder mig til at blive en del af fællesskabet i Silkeborg Kommune og være med til at præge udviklingen i en stor vækstkommune, siger Kirsten Mørch Hansen.