Silkeborgenser fængslet for hvidvask af otte millioner kroner

Adam Haff 

En 46-årig mand er blevet varetægtsfængslet i knap fire uger. Manden, der tirsdag blev anholdt i Silkeborg, er sigtet for at have begået hvidvask for i alt otte millioner kroner

SILKEBORG En 46-årig mand er ved Retten i Viborg blevet varetægtsfængslet i knap fire uger, sigtet for at have begået hvidvask for i alt otte millioner kroner. Manden erkender delvist.

Efter længere tids efterforskning skred politiet tirsdag til anholdelse af den 46-årige mand i Silkeborg. I dag blev han så fremstillet i grundlovsforhør. Efter have vurderet anklagemyndighedens foreløbige beviser, besluttede dommeren, at efterkomme anklagerens krav om varetægtsfængsling.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi onsdag.

Manden er sigtet for i perioden 25. marts 2018 til 26. september 2019 at have begået hvidvask.

Pengene kom ifølge sigtelsen fra strafbare lovovertrædelser, som den 45-årige mand modtog gennem sin virksomhed via fiktive fakturaer, som han selv udskrev.

Den nu fængslede mand er sigtet for flere alvorlige forbrydelser, nemlig hvidvask, hæleri af grov beskaffenhed og bedrageri af grov beskaffenhed.

- Den her sag er ikke en helt almindelig sag, da der er tale om store millionbeløb, som der er blevet svindlet med og hvidvasket. Det er en alvorlig sag omhandlende grov berigelseskriminalitet, og derfor er jeg glad for, at retten i dag har valgt at imødekomme vores påstand om varetægtsfængsling, så vi kan få efterforsket sagen yderligere, siger Bolette Nørbjerg, der er specialanklager ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 45-årige mand ifølge politiet accepteret dagens fængslingskendelse, og han skal nu være tilbageholdt til foreløbig 17. maj.