Unge mænd sigtet for at fremstille narko

SILKEBORG To mænd på 20 og 21 år blev lørdag aften sigtet for at sælge og fremstille psykeliske stoffer.

Under ransagning af en lejlighed på Drewsensvej fandt politiet blandt andet tre gryder med et samlet indhold på otte liter. Væskerne blev ifølge lokalpolitiet i Silkeborg brugt til at fremstille et psykedelisk stof, kaldet dimethyltryptamin (DMT). Det er et rusmiddel, som politiet ikke finder så tit i Silkeborg.

- Begge mænd er sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 191 om salg af narkotika, siger Michael Svendsen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Silkeborg.

Den 20-årige blev desuden sigtet for at have knap 100 gram hash, knap 20 gram skunkmix, lidt skunk og flere forskellige ulovlige piller. Den 21-årige havde også tre gram hash.

Politiet oplyser, at begge mænd nægtede sig skyldige i salg af narkotika.