Corona-status: Otte nye smittede i Silkeborg – antallet af indlagte på landsplan falder

SILKEBORG Fra mandag til tirsdag er otte personer i Silkeborg Kommune testet positiv for coronavirus.

Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut.

Sammenlagt er 44 personer i kommunen konstateret smittet den seneste uge, og det giver et incidenstal på 47. Incidenstallet er antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere i løbet af den seneste uge.

Der er registreret 809 nye smittetilfælde i Danmark i dagens opgørelse.

Opgørelsen dækker på grund af tekniske problemer dog kun over 21 timer og ikke de normale 24 timer, bemærker seruminstituttet.

Antallet af indlagte er siden mandag faldet med 21 til 163. Det er det laveste siden starten af november.

I Silkeborg Kommune er 22.535 personer påbegyndt vaccination.

Antal færdigvaccinerede er på 11.771 personer, hvilket svarer til 12,3 procent af den lokale befolkning. I denne uge vil der primært blive brugt vacciner til at give det andet stik.