Tre unge kørte galt i bil i Lysbro

LYSBRO Tre unge kom mandag aften på afveje i Lysbro og kørte galt, da de klokken 19.50 i en personbil kom kørende ad Herningvej mod øst.

Bag rattet sad en 19-årig mand fra Tilst, og han mistede ifølge politiet herredømmet over bilen, da han ud for Herningvej nummer 2 undveg et helleanlæg. Bilen blev herefter slynget ud til siden, røg af vejen og kørte frontalt ind i et træ et godt stykke derfra.

Med sig i bilen havde den unge bilist en 15-årig dreng og en 19-årig mand - begge fra Silkeborg. De blev alle tre kørt til kontrol på Viborg Sygehus, men viste sig heldigvis at være sluppet uskadt fra uheldet.

Der blev taget en narkotest på føreren af bilen, der ifølge Flemming Just fra Silkeborg Politi viste sig ikke at være påvirket.

Den 19-årige passager i bilen havde en kniv på sig og blev sigtet for overtrædelse af knivloven.