Åbningstider udvides: Nu også muligt at blive PCR-testet om aftenen

Region Midtjylland udvider åbningstiderne i syv store testcentre - herunder centret på Søholt i Silkeborg

SILKEBORG Passer det bedre at blive testet sidst på dagen efter arbejde?

I så fald bliver det muligt fra tirsdag, hvor man kan blive testet for covid-19 om aftenen i testcentret på Søholt i Silkeborg.

Region Midtjylland udvider åbningstiderne på syv store testcentre, som tilbyder de sikre PCR-test (podning i halsen), når man har forudbestilt en tid i et af centrene. I Aarhus åbner desuden to nye teststeder inden weekenden.

I Silkeborg udvides åbningstiden, så testcentret på Ansvej fra tirsdag den 25. maj holder åbent alle ugens syv dage fra klokken 9 til 20. Hidtil har centret været åbent fra klokken 9 til 17.

Region Midtjylland oplyser, at interessen for at blive testet stiger i takt med genåbningen af Danmark.

Udvidelsen af åbningstiderne i regionens store testcentre sker for at minimere ventetid, øge mulighederne for at vedligeholde coronapasset og blive testet udenfor almindelig arbejdstid.

- Mange er vendt tilbage til en mere velkendt arbejdsdag i dagtimerne, hvor det ikke længere passer så godt at stemple ud for at få vedligeholdt coronapasset. Til blandt andre dem er aftenåbent på de syv store testcentre en velkommen nyhed, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).