Dimissionsfest: Silkeborg Gymnasium må tænke kreativt

Silkeborg Gymnasium er blandt landets største, og derfor spiller forsamlingsloftet på grund af coronaen en rolle ved fejringen af de røde huer

SILKEBORG Om blot en måneds tid kan festglade studenter køre rundt på store, åbne vogne, mens der bliver dyttet og sunget med på tidens mest populære pop- eller rapnumre.

Der er nemlig nu givet grønt lys til den traditionsrige studenterkørsel og til dimissionsfester. Det viser retningslinjerne for sommerens afgangselever, som torsdag er offentliggjort.

Men blandt andre Silkeborg Gymnasium må tænke kreativt, for det store gymnasium bliver ramt af deltagerloftet, fortæller vicerektor Brian Krog Christensen til nyhedsbureauet Ritzau.

Omkring 500 elever ventes at få en studenterhue på i år, så det er umuligt for dem at samles alle elever og deres familier for at markere, at tre års arbejde er overstået.

- Vi vil med meget stor sandsynlighed lave nogle arrangementer for en delmængde af vores knap 500 studenter, så de i lidt mindre grupper kan komme på skolen med nogle pårørende og fejre deres eksamen, siger Brian Krog Christensen.

Intet er dog endeligt på plads endnu, tilføjer vicerektoren.

Det er ikke kun elever på gymnasiale uddannelser, der får mulighed for at fejre en afsluttet uddannelse.

Også grundskolerne må markere de ældste elevers afgang til sommer.

Her vil karameller traditionen tro flyve gennem luften, når afgangsklasserne går rundt til de øvrige årgange og kaster søde sager ind i lokalerne.