Brunsborg om SIF-sponsorat: Min far ville have været glad

Michael Helligsø 

- Med hovedsponsoratet kan vi give noget tilbage til byen, siger bestyrelsesformand i Jysk, Jacob Brunsborg

FODBOLD Fredag morgen blev det officielt, at Jysk i de næste tre år er ny hovedsponsor i Silkeborg IF.

Virksomheden var med et 20-årigt navnesponsorat også afgørende for, at Jysk Park blev indviet i 2017, og bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg, er glad for, at støtten til klubben nu bliver øget.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Silkeborg betyder meget for vores familie. Man kan også sige, at Jysk ligesom jeg selv »voksede op« i Silkeborg, og med hovedsponsoratet kan vi give noget tilbage til byen og dens fodboldklub. Det er jeg ikke i tvivl om, at min far også ville have været glad for, siger Jacob Brunsborg.

Han understreger, at det ikke har været afgørende for sponsoratet, at SIF er rykket op.

- Som hovedsponsor er vi selvfølgelig glade for, at Silkeborg IF nu spiller i Superligaen, og jeg håber og forventer, at det vil være tilfældet i mange år fremover. Men alt kan som bekendt ske i fodbold, og det har vi også tænkt ind i kontrakten. Derfor kan jeg allerede nu slå fast, at Silkeborg IF får samme beløb fra Jysk uanset om klubben spiller i Superligaen eller i 1. division, siger Jacob Brunsborg.

Mascot fortsætter i SIF

Selv om Mascot stopper som hovedsponsor, vil virksomheden stadig være blandt de største sponsorer i SIF gennem tribunesponsoratet til Mascot Tribunen. Administrerende direktør Michael Grosbøl ser skiftet på SIF-trøjen som et led i en naturlig proces.

- Det kommer helt naturligt. Alting har sin tid, og Jysk og Jacob Brunsborg ønsker at skrue op for støtten til SIF. Derfor giver det god mening for alle at gøre plads til et større sponsorat. Det er til gavn for klubben, og fra Mascot’s side bidrager vi fortsat med god støtte til klubben gennem tribunesponsoratet, siger Michael Grosbøl, der ser tilbage på 10 år som hovedsponsor med glæde.

- Vi har været glade for samarbejdet, og i de 10 år som hovedsponsor har vi støttet SIF med et tocifret millionbeløb. Det har været en investering både med forretningshjertet og det bankende SIF-hjerte, og jeg vil ønske SIF al held og lykke i fremtiden. Det er naturligvis stadig mit hold, som jeg vil holde med i alle kampe. Og så håber jeg, at skiftet til en ny hovedsponsor også vil betyde, at man vil investere i tiltag, der kan skabe store sportslige resultater – og helst i Superligaen. Byens hold bør høre hjemme der, siger han og udtrykker samtidig stor respekt for den nye hovedsponsor.

- Jysk-navnet kommer til at fylde meget i Silkeborg, og det er helt fair, for en af Danmarks største iværksættere så Silkeborg som sin by. Lars Larsen havde min dybeste respekt, siger Michael Grosbøl.