Gymnastikforening håber på frivillige kræfter og ledige haltider

Søren Nielsen 

Silkeborg Gymnastikforening har været igennem en turbulent corona-sæson, men nu håber formanden på fremgang i efteråret. Det kræver dog hjælp fra frivillige

SILKEBORG Hvis man har lyst til at træne børn, unge eller voksne i gymnastik, så er det bare med at begynde opvarmningen til den kommende sæson med opstart i slutningen af august.

Det fortæller formanden for den store Silkeborg Gymnastikforening, Inger K. Nielsen, der sammen med bestyrelsen netop har afviklet foreningens generalforsamling.

Turbulent år
- Også for os har det været et meget turbulent coronaår, hvor vi har måttet lukke ned, reducere deltagerantal og aflyse gymnastikstævner. Men nu ser vi fremad, og vores største fokus er nu at få planlagt en masse hold til den kommende sæson, der begynder den 30. august, fortæller Inger K. Nielsen, der igen blev valgt til formand. Det er i øvrigt 21. gang i træk, at hun bærer den titel.

Foreningens sætter derfor alt ind på at skaffe frivillige trænere.

- Hvis vi ikke har dygtige og engagerede trænere, kan vi heller ikke oprette hold. Og vi må erkende, at vi har mistet frivillige kræfter i det seneste års tid. Derfor er vi i den grad ude for at finde nye frivillige kræfter til at lede vores omkring 1000 medlemmer på de forskellige hold, uddyber Inger K. Nielsen, der samtidig også håber på ledige haltider.

- Vi er meget spændte på, om Sydbyhallerne bliver ledig. Den har været optaget til coronatestcenter, og vi har måske et lille håb om, at den kan blive tilgængelig for gymnastik igen til efteråret, siger formanden.

Foreningen havde i den seneste sæson et pænt overskud på grund af hjælp fra coronapuljer. Der var dog en lille tilbagegang i medlemmer på 132 personer.

- Tilbagegangen skyldes udelukkende, at vi på grund af restriktioner og begrænsede deltagerantal har måttet afvise folk. Der har ganske enkelt ikke været holdplads til dem, og derfor er vi færre, siger Inger K. Nielsen.