Nye årgange skal vaccineres: De 25-årige og 39-årige indkaldes i denne uge

Silkeborg Kommune har passeret de 50 procent af borgere, der har modtaget første stik mod coronavirus

SILKEBORG To nye årgange bliver i denne uge indkaldt til vaccination mod coronavirus. Det drejer sig om de 25-årige og de 39-årige.

Det sker samtidig med at Silkeborg Kommune kan markere en slags milepæl inden for vaccinationer.

I weekenden nåede man nemlig over de 50 procent af borgere, som har modtaget første vaccinationsstik.

Region Midtjylland oplyser i en meddelelse, at man i denne uge har modtaget cirka 88.000 doser med vaccine.

Samtidig tilføjer regionen, at man i lighed med andre regioner forventer at få leveret færre vacciner i løbet af juli og august sammenlignet med maj og april.

Det oplyses desuden, at den allersidste gruppe af borgere, 30-34 år, som skal tilbydes vaccination, først vil modtage en indkaldelse efter sommerferien.