Officielt: SIF henter erfaren keeper i Frankrig

Mathias Hove Andersen 

Nicolai Larsen tiltræder på en toårig aftale. Målmanden var med til at vinde »The Double« under Kent Nielsen i 2014

FODBOLD I søndags kunne Midtjyllands Avis afsløre, at Nicolai Larsen bliver ny førstemålmand i Silkeborg IF, og onsdag bekræfter den lokale superligaklub tilgangen.

30-årige Nicolai Larsen hentes på en fri transfer i franske EA Guingamp og tiltræder på en toårig kontrakt hos oprykkerne.

Målmanden kommer med stor superligaerfaring fra både AaB og FC Nordsjælland. I alt har han stået 260 kampe i den bedste danske fodboldrække for de to klubber. Han er desuden dansk mester og pokalvinder med AaB i sæsonen 2013/14 under cheftræner Kent Nielsen. I den gyldne sæson blev han også kåret som ligaens bedste målmand og modtog Tipsbladets hæder »Det Gyldne Bur«.

- Jeg glæder mig helt vildt til at få begyndt i SIF. Jeg kender jo klubben fra kampene i Superligaen, og jeg kender Kent Nielsen. Det var ham, der gav mig min superligadebut, og han var min træner i fem sæsoner i AaB, siger Nicolai Larsen om SIF-træneren.

Fransk ophold præget af uro
Nicolai Larsen debuterede på højeste danske niveau i sommeren 2011 i en AaB-kamp mod Brøndby efter at være kommet til klubben som en ung talentfuld målmand fra Lyngby året inden. Efter seks sæsoner og 203 kampe for AaB skiftede han i sommeren 2017 til FC Nordsjælland, hvor han gennem tre sæsoner blev noteret for 57 kampe.

Sidste sommer tog han på fransk eventyr i Ligue 2-klubben EA Guingamp, men det blev aldrig den store fodboldmæssige succes.

- Klubben var præget af uro, både på trænerposten og med økonomien. I de 10 måneder, jeg nåede at være i klubben, havde jeg fire forskellige trænere, fortæller Nicolai Larsen.

Keeperen nåede kun at få seks kampe for den franske klub - sæsonens seks første, hvorefter han blev placeret på bænken. Derfor var det tid at søge et nyt sted hen.

»Et sikkert og erfarent kort«
SIFs sporschef, Jesper Stüker, er tilfreds med, at målmandsjagten nu er afsluttet med et godt resultat.

- Vi har tilknyttet Nicolai, da han er et sikkert og erfarent kort på målmandsposten med mere end 250 kampe i Superligaen. Med sin erfaring og sine evner vil han kunne bidrage til den udfordring, vi står overfor som oprykker.

- Der går lige nogle dage, inden Nicolai får afsluttet sit ophold i Guingamp og kan indtræde i truppen på Jysk Park. Det ser vi frem til, siger Jesper Stüker.

Nicolai Larsen var i Silkeborg søndag for at få formaliteterne med SIF på plads. Han er rejst tilbage til Frankrig for at få de sidste detaljer på plads, inden han og familien kan flytte hjem til Danmark.

- Det er planen, at vi vil bosætte os i Silkeborg, og det glæder både jeg og min familie sig til, siger Nicolai Larsen, der sammen med sin hustru Katrine har sønnen Jonathan på syv år og datteren Karoline på fire år.

Nicolai Larsen forventes at tilslutte sig resten af SIF-truppen sidst på ugen.