Billetter til EM-kamp på storskærm revet væk
Brian HolstDet tog kun en halv time for Musikrampen og Culture City at få udsolgt til EM-storskærms-arrangementet i Indelukket på lørdag
SILKEBORG Den danske EM-feber er glohed.
Det mærkes også i Silkeborg, hvor Musikrampen og Culture City tirsdag klokken 14.00 udbød billetter til storskærmsarrangementet med Danmarks EM-kamp mod Tjekkiet på lørdag i Indelukket. Omkring en halv time senere var de knap 500 gratisbilletter væk.
- Det er helt vildt. Dejligt med opbakning til begivenheden, og vi skal nok sørge for, at der er vil være øl i hanerne til de mange, som kommer for at se kampen. Det bliver en fest, konstaterer formanden for Musikrampen, Michael Jensen.
Musikrampen og Culture City arrangerer på lørdag en koncert med Folkeklubben i Indelukket, der skulle gå på scenen klokken 20.00.
Men da Danmark spillede sig i kvartfinalen, valgte man at arrangere et storskærmsarrangement med Danmarks EM-kamp, der begynder klokken 18.00.
Når kampen er slut - også i tilfælde af forlænget spilletid - går Folkeklubben på scenen cirka en halv time senere.
Mennesker, der kun har billet til fodbold, skal forlade Indelukket umiddelbart efter kampen.
På grund af coronarestriktioner er der kun plads til knap 1000 gæster til EM-kampen. Lidt over 500 har sikret sig plads til fodboldkampen, mens de resterende har billet til både Folkeklubben og EM-kampen.