Mand begravet i sammen-styrtet udgravning

Adam Haff 

En arbejder på Søtorvs-byggeriet blev dækket af jord og stabilgrus, da han stod i dybt hul

SILKEBORG En 54-årig mand fra Holsted blev torsdag formiddag begravet under sammenstyrtet jord og sand i forbindelse med, at han udførte sit arbejde på Søtorvs-byggeriet i Silkeborg.

Der blev slået alarm klokken 10.46. Lokalpolitiet oplyser, at medarbejderen blev begravet i en tre meter dyb og godt to meter bred udgravning.

- Manden blev dækket over hele kroppen og hovedet af sammenstyrtende jord og stabilgrus. Det anslås, at han fik halvanden kubikmeter jord ned over sig, siger politikommissær Bent Riber Nielsen.

Han oplyser videre, at en sikringsmand oppe på jorden nåede at advare sin kollega om, at det gik galt. Det fik den 54-årige mand til at smide sig på knæ og albuer, inden han blev dækket af jorden. Ved manøvren fik den begravede mand skabt en lille luftlomme omkring sit ansigt.

- Manden blev hurtigt gravet fri. Han var hele tiden ved bevidsthed, siger Bent Riber Nielsen.

Arbejdsulykken skete i forbindelse med, at manden var med til at etablere en sikring, som netop skulle forhindre sammenstyrtning i udgravningen. Der var etableret sikring af tre sider, før det gik galt.

I udgravningen skal der støbes fundament til store affaldscontainere.

Den tilskadekomne mand kunne ikke komme op ved egen hjælp. Hans kolleger fik med assistance fra Midtjysk Brand og Redning ham bjærget.

- Den mest skånsomme og sikreste måde var at bruge gravemaskinen til at få manden op, siger indsatsleder Anders Simonsen.

Efter at en ambulanceredder havde tilset patienten, blev han bugseret op i graveskovlen, som forsigtigt løftede den forslåede mand op fra hullet.

Manden blev med udrykning kørt til behandling på sygehuset. Han havde slået sit ene ben.

Arbejdstilsynet blev tilkaldt for at undersøge arbejdsulykken.