To biler involveret ved påkørsel af lysmast

SILKEBORG Der var ikke kun en, men to biler involveret i uheldet torsdag 06.40, hvor en bil kørte ind i en lysmast i krydset Kejlstrupvej/Lillehøjvej i Silkeborg.

Lokalpolitiet oplyser, at begge bilister hævder, at de havde grønt lys, da de klokken 06.40 kørte ud i lyskrydset. Det resulterede i, at en 55-årig mand fra Kjellerup stødte ind i lysmasten.

Føreren af den anden bil var en 62-årig mand fra Brædstrup. Kjellerup-bilisten kørte ad Lillehøjvej, Brædstrup-bilisten ad Kejlstrupvej.

Lysmasten blev beskadiget, og der måtte derfor tilkaldes en tekniker til at reparere trafiklyset. Ingen af bilisterne kom til skade. Politiet undersøger sagen.