Superlegepladsen klar til at åbne om to uger

Christian Kloch Larsen 

Græs og planter skal have tid til at vokse, så mandag 26. juli åbner den længe ventede attraktion i Indelukket

SILKEBORG Den nye superlegeplads i Indelukket ser umiddelbart fiks og færdig ud, men der går endnu små to uger, inden den længe ventede legeplads må tages i brug.

Superlegepladsen er derfor indtil videre lukket af med et hegn, og det skyldes, at græs og beplantning på legepladsen endnu er ikke klar til et stort rykind med legesyge børn.

Legepladsen skulle oprindeligt været taget i brug 25. juni, så den var klar til sommerferien, men den er desværre blevet forsinket.

Ifølge Silkeborg Kommune hænger det blandt andet sammen med, at produktionen af det store klatreanlæg har været ramt af forsinkelse.

Superlegepladsen er anlagt som en rejse gennem Søhøjlandet med legeområder, der er indrettet som mose, skov, sø, eng og bakkelandskab.

Her kan man opleve istidslandskabet, udsigtspunkter som Kongestolen og Kroghs Bænk, skovens høje douglasgraner og en legeby med Kunstcentret Silkeborg Bad, Musum Jorn og Papirfabrikken samt en vippe, formet som Hjejlen.

Legepladsens vartegn er et 11 meter højt klatreanlæg med klatrekogler og to lange rutsjebaner, der er inspireret af Nordens højeste douglasgraner, som findes i Silkeborg-skovene.

Det er virksomheden Elverdal, der står bag superlegepladsen, som i alt har kostet omkring fire millioner kroner.

Pladsen åbner for leg mandag 26. juli.