Walk-skole: Fra sofa til 6 km på 10 uger

Succesfuldt forløb for 17 nye motionister

SILKEBORG SMT har gennem de sidste 10 uger gennemført klubbens første »Walk-skole«. Trænerne i walk har skelet til SMT Løbeskolen, hvor man som ny løber kan komme og gradvist efter et fastlagt program lære at blive løber. Og hvis man kan lave en løbeskole, hvorfor så ikke også en »Walk-skole«, tænkte walk-trænerne Jane Gaardsted, Gitte Jørgensen og Eva Christoffersen.

Så med udgangspunkt i projektet »Fra sofa til 6 km på 10 uger« mødte 16 friske damer og en yderst frisk herre op for at forbedre deres kondition. Det er første gang, SMT Walk forsøger sig med dette SMT Starterhold, som holdet blev omdøbt til. Ønsket med holdet var at tilbyde intensiv træning til deltagerne, bl.a. i form af tempowalk og bakketræning og forhåbentlig give deltagerne oplevelsen af, at de faktisk sagtens kunne gå med til SMT Walks almindelige træningsaftener hver mandag og onsdag efter de 10 uger samt give dem en oplevelse af at være med i et motionsfællesskab.

- Vi vidste ikke, hvilke forudsætninger de enkelte deltagere kom med for 10 uger siden, men forløbet har vist, at med motivation, vilje og ihærdighed lykkes det for alle at forbedre deres kondition over de 10 uger. Udover det fysiske resultat, så har gruppen også fået et sammenhold, som trænerne er virkelig imponerede over, bl.a. tager medlemmerne i gruppen på eget initiativ kontakt til hinanden og laver deres egne ture - udover de to ugentlige træninger, fortæller trænerne.

Forløbet er nu afsluttet og skal evalueres, inden det besluttes, om succesen evt. skal gentages på et senere tidspunkt.