Efterlyser vidner: Drama på motorvejen ved Pårup efter røveri

Niels Frydenlund 

Efter bil-røveri i Herning kørte gerningsmænd vanvidskørsel på motorvejen mellem Pårup og Bording. Tre mænd fremstilles i grundlovsforhør i dag

PåRUP Mandag sidst på eftermiddag var der drama på motorvejen mellem Pårup og Bording.

Efter at have truet sig til en bil, forsøgte tre mænd på 23, 26 og 36 år at stikke af fra politiet ved at køre ad motorvejen i det forkerte spor fra Pårup til Bording.

Optakten var en episode i Herning, hvor en 45-årig mand med kniv blev truet til at udlevere sin bil. I den 45-åriges bil stak røverne af, og bilen blev efterlyst af politiet i Herning. Den blev spottet i Pårup, og en patruljevogn optog jagten for fuld udrykning.

Mændene i bilen forsøgte at stikke af ved at køre på motorvejen ved Pårup ad det det forkerte spor. Med politiet i bakspejlet kørte de mod vest, men det lykkedes politifolkene at tvinge bilen ind på afkørslen ved Bording, hvor to mænd, en 26-årig fra Horsens og en 36-årig fra Herning, blev anholdt. Senere på aftenen blev endnu en involveret i røveriet, en 23-årig mand, også anholdt.

Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser vidner til den dramatiske hændelse og kan kontaktes på 114.

De tre mænd vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør.