MGP-Emilie giver forsinket koncert

Kenneth Husum 

- Vi er megastolte af hende, siger leder af Den Kreative Skole, der står bag koncert

SILKEBORG 11-årige Emilie Sø- gaard Bøge fra Silkeborg vandt i februar børnenes MGP med sangen »Ikke som de andre piger«. Hun giver 3. september en åben koncert, som Den Kreative Skole står for.

- Hun er elev hos os, og vi er megastolte af hende. Det er virkelig flot at nå så langt i så skarp en konkurrence, og at hun så tilmed vinder det. Vi ville gerne have fejret hende, lige efter at hun havde vundet, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af corona, og vi er glade for, at vi har chancen for det nu, siger Knud Mortensen, der er leder af Den Kreative Skole.

Kultur-. fritids- og idrætsudvalget har netop bevilget 40.000 kr., til koncerten, der skal dække honorar, bookeromkostninger og omkostninger til etablering af en udendørs scene.

Hvor koncerten kommer til at finde sted, er ikke afgjort.

- Vi har ventet på en afgørelse, om vi kunne få støtte til koncerten, og nu skal vi have det praktiske på plads, siger Knud Mortensen.

MGP-Emilie vil sammen med to andre deltagere fra MGP 2021 optræde i ca. 45 minutter. Elever fra Den Kreative Skole vil også optræde med et par indslag.

Emilie Søgaard Bøge har gennem en årrække været elev på Den Kreative Skole, hvor hun i dag både går til klaver, kor og dans.

Vindersangen ved MGP, som Emilie selv har skrevet tekst og melodi til, er en hyldestsang til hendes storesøster med handicap og alle dem, der er lidt mere specielle end andre.